Prøv orienteringsløb i OK73

Orienteringsløb er både motion og hjernegymnastik og kan dyrkes af alle.

Det er en af de mest effektive motionsformer og styrker hele kroppen og koncentrationsevnen.

Orienteringsløb giver desuden flotte naturoplevelser, ikke mindst fordi man tit bevæger sig udenfor de normale gangstier i skovene.

Orientering er for alle

Orientering kræver ikke specielle evner eller super retningssans,  da brugen af kort og kompas blot kræver en forholdsvis enkel teknik som nemt kan læres. Hvis du synes du kan fare vild i en skotøjsæske, så er orientering rigtig godt til at få styrket fornemmelsen af retning.

Fleksibilitet

Du styrer selv hvor du vil lægge vægten – om det skal være hård konkurrencetræning eller gåture med udfordringer, og om det skal være alene eller sammen med andre. Derudover kan man også dyrke orientering på MTB kaldet MTB-O hvor man har kort på cykelstyret.

Hvad er orienteringsløb

Orientering handler om at finde vej mellem et antal punkter – kaldet poster – ved hjælp af et kort.

I den traditionelle udgave af orientering anvendes et specialtegnet symbolkort, som det er vist på eksemplet til højre. Du starter ved trekanten og finder frem til posterne (i centrum af cirklerne) i den rækkefølge, de er angivet på kortet.

En orienteringsbanes slutning er markeret med en dobbelt-cirkel. Konkurrencen ligger i at finde vej til posterne i den angivne rækkefølge hurtigst muligt.

Orientering er i dag også andet end konkurrenceidræt. Det er eksempelvis også naturoplevelser, skattejagter, motion og vandreture, hvor man selv styrer tempoet.

Læs en introduktion til orienteringsløb her : ‘ORIENTERING – Lær at finde vej’, på http://www.findveji.dk.

OK73 som klub

Klubben har ca. 60 medlemmer og har træning ca. 2 gange om ugen, onsdag og weekend, og derudover er der rig mulighed for at låne kort så man selv kan træne. Weekend træninger aflyses i tilfælde af konkurrencestævner, men selvom du er ny, er der altid begynderbaner ved stævnerne så de kan sagtens bruges til træning.

I klubben er der mange erfarne o-løbere der kan forklare og instruere, og der er en del IT programmer, specielt til o-løb, til at analysere sin træning, eller uploade sine løb til nettet – det kræver blot mobil eller ur med GPS.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *